Danish   English  

 

2012


Udgivelsesdato: 
Torsdag, 30. Juli 2009

Ligesom sidste år præsenterer Århus Festuge store internationale musiktalenter på vej frem – i år under navnet 2012. Publikum vil bl.a. kunne opleve Micachu and the Shapes, VV Brown og Laura Marling.

Foto: Max Knight (Laura Marling).

Århus Festuge tager forskud på fremtidens musikalske stjerner med minifestivalen 2012 (tyve-tolv), der efterfølger sidste års 2011-arrangement. Samtlige 2012-kunstnere er håndplukkede af Festugen, der har en forventning om, at kunstnerne i år 2012 er verdensstjerner. Koncerterne er blevet til i samarbejde med VoxHall og GAFFA og bliver afholdt den 3., 4. og 5. september på VoxHall.

Den 3. september byder på en energisk urban-koncerter med Micachu & the Shapes.

Micachu & the Shapes

21-årige Micachu har både udsendt grime-numre til Londons undergrundsscene, spillet som dj og komponeret til London Philharmonic Orchestra. Sammen med the Shapes spiller hun ligeså sammensat, idérig pop med uforudsigelige, men veldrejede melodier, elementer af punk og elektronisk musik og lyd fra såvel guitar og trommer som støvsuger og selvdesignede instrumenter.

Den kendte engelske elektroniske musiker Matthew Herbert er Micachu & the Shapes protegé. Herbert har bl.a. samarbejdet med REM, Serge Gainsbourg, Roisin Murphy og Björk, og har altså nu opdaget Micachu & the Shapes som sit nyeste stjerneskud på stammen.

Den 4. september går to engelske power-kvinder og en enkelt sydafrikansk – VV Brown, Ebony Bones og MPHO – på scenen.

VV Brown

Sangeren, sangskriveren og musikeren Vanessa Brown beskriver selv sin musik som ”musical mashed potatoes”. Hun spiller retro-soul og pop, men trækker på så forskellige genrer som doo-wop, rock og trip hop. Bl.a. engelske Sugababes har tidligere nydt godt af hendes talent for at skrue numre sammen, og i år fremhæver både LA Times, Q Magazine og The Independent hende som ”an artist to watch”. Tidligere i år havde hun hittede hun på P3 med Crying Blood.

Ebony Bones
Med en skæv vokal og energiske og originale beats er engelske Ebony Bones blevet kåret til bedste nye act i 2009 ved festivalen South by Southwest. Hendes musik modsætter sig enhver form for kategorisering, og hendes selvstændighed har fået hende til at takke nej til de store pladeselskaber for at gøre tingene på hendes egen måde. Hun optræder med et vildt, næsten karnevalistisk live-show, hvor hun leger med lyd såvel som det visuelle udtryk.

MPHO
Sydafrikanske MPHO er vokset op i England og har allerede gjort sig bemærket sammen med gruppen Bugz In The Attic, hvor hun sang på deres Booty La La. Til oktober udsender hun sit debutalbum Pop Art, med bl.a. singlen Box N Locks, der indholder et sample fra det gamle Martha And The Muffins-hit Echo Beach.
MPHO’s samarbejde med produceren Switch har fået engelske journalister til at sammenligne MPHO med M.I.A. og Santigold.

Den 5. september genlyder singer-songerwriter-genren på VoxHall, når følgende stærke og udtryksfulde talenter indtager scenen.

Laura Marling

Som en af de yngste nogensinde blev den britiske singer-songwriter Laura Marling sidste år nomineret til en Mercury Music Prize, og flere af hendes koncerter har i år været udsolgt lang tid i forvejen. På sit debutalbum beviser hun med sin nærværende stemme og sofistikerede kompositioner, at hun er et af de helt store unge talenter.

Gemma Hayes
Irske Gemma Hayes spiller den slags blanding mellem blød folk og drømmende akustisk pop, som fortæller historier og maler billeder gennem en lækker, skrøbelig og udforskende lyd. Hendes vokal er en bærende del af lydfladen og giver hendes numre en kraftfuld intimitet.

Sophie Hunger

Sophie Hunger indspillede sin første plade hjemme i stuen og gik lynhurtigt fra at være ukendt til at spille udsolgte koncerter i sit hjemland Schweiz. Anmeldere har kaldt hende en ung Polly Harvey, og hun har nu formået at gøre sig bemærket internationalt med sin bløde og stemningsfulde folk-rock, der inddrager elementer fra blues og jazz.

Fakta:
2012
3. september kl. 21 (dørene åbnes kl. 20)
VoxHall, Vester Allé 15
Pris: Kr. 150 pr. aften. Partoutbillet sælges til kr. 325 pr. stk., billetter findes på GAFFA Live
Arr. Århus Festuge i samarbejde med GAFFA og VoxHall