Der er magi i luften og komik på topplan, når Århus Festuge slår dørene op for Spejlteltets Internationale Natcabaret LA CLIQUE, som er hentet fra Hippodromen i London. Det er således første gang, at Århus Festuge henter en færdigproduceret forestilling til Spejlteltet.
Fotos: Perou.
LA CLIQUE er en både vovet, komisk, absurd, grotesk og medrivende forestilling, som har opnået kultstatus og vundet den prestigefyldte Laurence Olivier Award 2009 for ”Best Entertainment of the year”. Showet bygger på den enkelte kunstners unikke talent, færdigheder og personlighed, og publikum kommer bl.a. til at møde:
Ursula Martinez fra England, der optræder med sit kult-stripteasenummer, hvor hun på en drilagtig og udfordrende måde får publikum til at tabe underkæben, når hun tryller sit røde silketørklæde bort. Det er ganske enkelt genialt – og ikke for sarte sjæle ...
Captain Frodo fra Norge er sjov og charmerende og kendt verden over for at kunne bøje og strække sin krop på alle mulige og umulige måder. På en grotesk og ustyrlig morsom måde formår Captain Frodo bl.a. at kravle igennem to tennisketsjere – vær forberedt på at græde af grin.
The English Gents fra Australien optræder som to hjertelige engelske gentlemen, der viser deres ufattelige akrobatiske numre, mens de både læser avis og ryger pibe.
Lloyd Kandlin fra Australien er et fund og et multitalent. Han er både skuespiller, sanger, komiker og akrobat og vil med sine mange talenter bringe både store smil og latter frem, når han optræder med sine halsbrækkende komiske trapeznumre.
Århus Festuges direktør Jens Folmer Jepsen har oplevet LA CLIQUE og fortæller om forestillingen:
- Jeg var blevet anbefalet at gå ind og se Captain Frodo, hvis jeg kom til London. Det gjorde jeg så – og det er det morsomste råd, jeg har fået hele året. At han så var i selskab med andre artister, der var ligeså overdådige, gjorde det til et must at få forestillingen til Århus. Vil du have et godt råd? Så tag ud at se Frodo, Ursula Martinez og alle de andre fra LA CLIQUE. Du får ikke brug for fortrydelsesret.
Formiddagsbridge og Syngepiger
Ud over Den Internationale Natcabaret byder Spejlteltet på et dagsprogram med Formiddagsbridge og Dyrehavsbakkens helt særlige syngepige-stemning, når Syngepigerne fra Bakkens Hvile og Thyge Thygesens trio optræder.
Nætterne i Spejlteltet står i dansens tegn, og gæster i alle aldre får mulighed for at indtage dansegulvet til både fortidens og nutidens danseglade musik leveret af Spejlteltets husorkester.
Det er det smukke belgiske spejltelt Salon Revue, der danner rammen om ovennævnte arrangementer. Salon Revue er elegant indrettet med spejle, skinnende søjler og lysekroner og er i år placeret i Tivoli Friheden midt i en smuk, grøn bøgeskov.
Spilletider:
Forpremiere 26. aug. kl. 20.30-22.30. Spisning fra kl. 18
27. aug.-5. sept. (dog ikke 30. aug.) kl. 20.30-22.30. Spisning fra kl. 18
5. sept. ekstra midnatsforestilling kl. 23.30-01.30
Billetter til Spejlteltets Internationale Natcabaret kan købes gennem Gaffa Shop, Klostergade 20, tlf. 70 27 06 00 eller via gaffabillet.dk/festugen fra den 1. august. Billetter til Syngepigerne fra Bakkens Hvile og ThygeThygesens trio sælges fra den 1. august hos Sahva Care, Rådhuspladsen 3B, tlf. 86 12 58 33, mens billetter til Formiddagsbridge sælges fra den 18.-27. august hos Ældresagen, Vester Alle 8, tlf.nr. 86 13 09 26.
Billet til arrangementer i Spejlteltet giver fri entré til Tivoli Friheden.